Aktionærer taber igen på Cimber

Cimber Sterling med hjemsted i Sønderborg er igen blevet reddet på stregen. Gæld for 300 millioner kroner skal veksles til aktier.

Flyselskabet Cimber Sterling med hovedsæde i Sønderborg har vedtaget at udvide aktiekapitalen med godt 300 millioner kroner.

Det betyder, at de nuværende aktionærer endnu engang får et betydeligt tab.

Beslutningen blev taget på en generalforsamling tirsdag.

Nyt revisionsselskab måtte findes

På generalforsamlingen blev det også besluttet, at PricewaterhouseCoopers skal være selskabets ny revisor, efter at revisionsselskabet KMPG har meddelt, at det ikke længere ønsker at være revisor for flyselskabet.

Nyvalg

Desuden blev Lone Koch valgt som medlem af bestyrelsen som mindretalsrepræsentant.
Lone Koch er datter af selskabets stifter Ingolf Nielsen og har tidligere siddet i bestyrelsen.