Tandlæger advarer om konsekvenserne ved lange ventelister

Hos en tandlægeklinik i Esbjerg oplever de, hvor svært det er at rekruttere nye medarbejdere, og det går ud over patienterne, mener klinikejer.

Når telefonen ringer hos Harald Tandlægerne i Gjesing i Esbjerg, må sekretæren ofte skuffe patienterne ved at sige:

- Beklager, vi har lukket for tilgang for nye patienter. Du kan komme på en venteliste.

Tandlægeklinikken kan nemlig ikke rekruttere de tandlæger, den har brug for. Det går ud over patienterne – og særligt de nye patienter, der må vente op til tre måneder på at få en tandlægetid.

Det problem lever i hele TV SYD's sendeområde, hvor 55 procent af klinikkerne har haft svært ved at rekruttere nye tandlæger. Det viser en ny undersøgelse blandt over 700 tandlæger, som Tandlægeforeningen har gennemført.

- Det er det værste, jeg har set i 10 år, og det er rigtig ubehageligt ikke at kunne tilbyde patienterne det, som vi gerne vil, siger Michael Rasmussen, der er tandlæge og ejer af Harald Tandlægerne i Gjesing.

Mangel på tandlæger går ud over tænderne

De seneste tre år har klinikken tre gange oplevet, hvor svært det er at rekruttere de nødvendige tandlæger.

Klinikken har slået vikarstillinger op, hvor den kun har fået tre-fire ansøgninger, og halvdelen af dem har været fra personer, der kommer uden for EU, fortæller Michael Rasmussen.

- Det betyder, at de, der gerne vil have en bedre tandsundhed, ikke kan få det - eller også skal de vente længere på at få den rigtige behandling, siger klinikejeren og uddyber med et eksempel:

- Hvis man skal vente to til tre måneder på at få lavet en kronebehandling, så risikerer man, at tanden knækker yderligere, og man mister den.

Tandlæge og klinikejer Michael Rasmussen mener, at manglen på tandlæger går ud over patienternes tænder. 
Tandlæge og klinikejer Michael Rasmussen mener, at manglen på tandlæger går ud over patienternes tænder. 

Frustrerende at afvise patienter

Den nye undersøgelse viser også, at hos 56 procent af klinikkerne i TV SYD's sendeområde skal man vente én måned eller mere for at få en tid, men nogle gange så er Harald Tandlægernes sekretær nødt til at rykke rundt i patienternes tider, for at nye kan komme til. 

Det sker, når en person ringer med et akut problem, og det kan være hårdt at være Jette Bredahl, når hun skal finde en løsning.

- Det er rigtig svært at finde tider til folk, og det er rigtig frustrerende at sige til folk, at de skal vente tre måneder på at kunne komme til tandlægen, siger Jette Bredahl, der er klinikassistent ved Harald Tandlægerne.

På landsplan er der cirka 200 ubesatte tandlægestillinger og 53 deltidsstillinger i private klinikker.

Jette Bredahl bliver frustreret, hver gang hun må afvise nye patienter. 
Jette Bredahl bliver frustreret, hver gang hun må afvise nye patienter.