Akuthelikopter 19 gange i Hedensted på 112 dage

Den midt- og nordjyske akutlægehelikopter har været 19 gange i Hedensted kommune i de første 112 dage, den har været i drift. Lægehelikopteren redder hver uge ét liv.

Nye tal fra Region Midtjylland viser, at helikopteren oftest flyver til Vestjylland. Specielt områderne ved Ringkøbing-Skjern, Lemvig - og til Samsø.

Men det var netop formålet med helikoptertilbuddet: Den skal dække de områder, hvor der er længst til de store sygehuse.

På en overførsel over 100 kilometer sparer helikopteren ca. 35 minutters transporttid. Minutter, som kan være vigtige for patienten.

- Det er gået præcis som vi håbede på, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S): 112 døgn inde i forsøget, har akutlægehelikopteren godt fat i opgaven med at sprede tryghed i yderområderne.

Det er AMK-Vagtcentralerne i Midt- og Nordjylland, der sender akutlægehelikopteren på vingerne. I gennemsnit går alarmen tre gange i døgnet på helikopterbasen i Karup. Det sker i de situationer, hvor helikopteren og lægen kan være hurtigere fremme, end andre former for livreddende hjælp.