TV der bevæger dig

Alarmklokken ringer: Egon snyder svindler

Egon Adelhardt blev for 10 dage udsat for et svindelnummer. Foto: Line Sahl

Et uventet opkald om en overførsel på 19.000 kroner til udlandet får en alarmklokke til at ringe hos 73-årige Egon Adelhardt.

Mobilen ringer.

73-årige Egon Adelhardt fra Ribe står uden for Kvickly. I røret taler en fremmed mand til ham. Manden siger, han er fra Betalingsservice og kan se, at 19.000 kroner er ved at blive overført til udlandet. Egon Adelhardt kender ikke noget til en overførsel til udlandet.

- Ding, ding. Der begyndte en klokke at ringe, siger Egon Adelhardt, mens han fortæller videre om det usædvanlige opkald.

Den fremmede mand spørger om Egon Adelhardts kontooplysninger, så de 19.000 kroner kan blive flyttet tilbage til kontoen. Endnu engang ringer klokken for Egon Adelhardt.

Køligt overblik

I stedet for at oplyse sine private oplysninger går Egon Adelhardt hen til sin bank, Frøs Sparekasse. Det fortæller han også til den fremmede mand, som lægger røret på. Egon Adelhardt får bekræftet sin skepsis.

- Jeg er ikke mistroisk, men jeg vil godt lige have syn for sagen, siger han.

Han er heller ikke i tvivl om den ukendte mands professionalisme.

- Hele hans samtale med mig var yderst behagelig. En mand på 40-50 år, der var ærkedansker. Han forstod at gøre det rigtige, siger Egon Adelhardt.

Bedstefarens gode råd

Det påvirker Egon Adelhardt, når andre personer falder i svindelfælden.

- Jeg bliver egentlig ked af det. De der karlsmarte typer, er jo alle steder. Det skal vi bare vide, siger han.

For at undgå svindelnumre i fremtiden har Egon Adelhardt fået gode råd fra sin bedstefar.

- Når vi var ude at rejse, tog min bedstefar sin pung og lagde den under hovedpuden. Hvis banditterne var rigtig slemme, så lagde han pungen ned i underbukserne, siger Egon Adelhardt, der også fik besked på at være sig selv bekendt, men at være på vagt over for banditter omkring ham.

At være på vagt var netop, hvad Egon Adelhardt var for 10 dage siden, da han blev udsat for et svindelnummer.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at borgere i Ribe bliver udsat for svindelnumre. En 48-årig kvinde blev tidligere på ugen, ifølge politiet, narret for 300.000 kroner. Proceduren var den samme, som med den mand, der kontaktede Egon Adelhardt.  

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu, om svindlere, som forsøger at lokke oplysninger fra borgere.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App