Alberte vil ikke tvinges på mindre gymnasium

Region Syddanmark vil sætte loft over antallet af klasser på Rosborg Gymnasium og HF for at få flere studerende på de små gymnasier i Tørring og Grindsted.

Tørring Gymnasium ligger tættest på Alberte Hessellund Sandholm hjem i Give. Alligevel valgte hun at gå på Rosborg Gymnasium og HF i Vejle.

- Jeg valgte Vejle til, fordi det er sådan en fed studieby med mange muligheder og mange venner. Jeg valgte ikke Tørring fra, der var bare noget andet, som jeg synes, var bedre, siger Alberte til TV SYD.

Men for eftertiden vil det ikke nødvendigvis være de studerendes eget valg, hvor de går på gymnasiet – hvis det er op til Region Syddanmark.

quote

Der kommer til at gå nogle utilfredse elever derude, som ikke har lyst til at gå på det gymnasium.

Alberte Hessellund Sandholm, studerende på Rosborg Gymnasium, Give

Loft på populariteten

Region Syddanmark har nemlig søgt om at sætte et loft på nogle af de populære gymnasier, for at få flere unge ud på gymnasier i landområderne.

- På den ene side har jeg svært at fratage de unge mennesker det frie valg. Men på den anden side, så har vi jo et ansvar for at sikre en afbalanceret udvikling i hele regionen, siger Tage Petersen (V), der er formand for uddannelse og arbejdskraft i Region Syddanmark:

- Vi har jo også et ansvar for de unge mennesker, der trods alt vælger at blive på de små gymnasier. Hvis først de små gymnasier bliver lukket, bliver de unge jo ladt i stikken.

Studerende og rektor er uenig i metoden

Alberte er med på, at der skal gøres noget for at få flere studerende til for eksempel hendes nærmeste gymnasium, men hun mener ikke, at Region Syddanmark foreslår den rigtige løsning. 

- At lægge et loft over gør virkelig bare, at der også kommer til at gå nogle utilfredse elever derude, som ikke har lyst til at gå på det gymnasium. Det er jo ikke den måde, det skal gøres på, siger hun.

Den betragtning deler hendes rektor på Rosborg Gymnasium og HF, Hanne Hautop.

- Vi skal have fokus på de unge. Hvor vil de gerne have en uddannelse? Hvor mener de, at de kan få den studieretning, de gerne vil have? Og så skal vi økonomisk hjælpe de mindre gymnasier med at lave gymnasium for de elever, der rent faktisk gerne vil gå der, siger Hanne Hautop til TV SYD.

I dag var der høringsfrist i sagen, og Rosborg Gymnasium og HF har sendt et høringssvar til undervisningsministeren, der skal træffe den endelige beslutning.

Region Midtjylland har også søgt om at lægge loft på nogle gymnasier. I Syd- og Sønderjylland er der søgt om loft på Rosborg Gymnasium og HF, Rødkilde Gymnasium og Horsens Statsskole.