Albinokænguru født i Skærup

Skærup Zoo har fået en ny attraktion, en påske-kænguruunge, som er helt hvid. Ungen er en ægte albino, det vil sige, at den er født uden det sorte melanin pigment i huden og har helt røde øjne.

Albinisme er sjældent, og i naturen ville ungen have svært ved at overleve, fordi den vil være meget synlig i naturen, oplyser medindehaver Karina Schou.

Ungen har hygget sig i mors pung i 2-3 måneder, inden den for første gang stak hovedet op af pungen. Den er en Bennett-kænguru, som er hjemmehørende i Tasmanien. Første kig udenfor var i marts, og ungen forlader først pungen for evigt efter seks-syv måneder.

Skærup Zoos hjemmeside

Skærup Zoo ligger ved Børkop og har netop slået dørene op for en ny sæson. Haven har henover vinteren bygget ny indgang og souvenir butik.