TV der bevæger dig

Ali blev forbrændt til eksamen - nu er han hjemme igen

Ali Muhsin er tilbage i sit hjem i Sønderborg efter en måned på Rigshospitalet. Nu handler det for ham om at komme helt ovenpå efter den katastrofale eksamen, hvor han fik svære andengradsforbrændinger. Foto: privatfoto

16-årige Ali Muhsin, der blev forbrændt ved eksamen i naturfag, er atter hjemme i Sønderborg efter fire uger på Rigshospitalets brandsårsafdeling.

Læs også Forbrændt 16-årig: Læreren skulle have husket mig på sikkerheden

Mandag i denne uge kunne den 16-årige Ali Muhsin endelig forlade Rigshospitalet. I 28 dage havde han ligget på enestue med svære brandskader efter en katastrofal eksamen i naturfag. Fra 10. sal har han fra morgen til aften skuet ud over København, Parken og Øresund, mens hans sår på overkroppen var i færd med at hele.

Ikke at udsigten fejlede noget, men tiden har været lang og frustrerende for teenageren fra Sønderborg. Og det er den stadig.

- Jeg bøvler med skiftet fra at ligge på Rigshospitalet til at komme hjem. Faktisk savner jeg hospitalet lidt. Jeg ved ikke hvorfor, men måske fordi der var læger i nærheden hele tiden, fortæller Ali til TV SYD efter hjemkomsten til det sønderjyske.

- Jeg kan godt være lidt nervøs, hvis nu et plaster skulle falde af, og vi ikke kan få det på igen, siger Ali, der får besøg af en hjemmesygeplejerske hver tredje dag og kan tilkalde hende om nødvendigt.

Jeg bøvler med skiftet fra at ligge på Rigshospitalet til at komme hjem. Faktisk savner jeg hospitalet lidt. 

Ali Muhsin, 16 år, Sønderborg

Ingen sol i et år

Ali Muhsin fik dybe andengradsforbrændinger på det meste af overkroppen foran samt på låret, venstre hånd og højre albue. Et fysikforsøg gik grueligt galt, da han med en stor flaske sprit i den ene hånd og et låg med sprit i den anden ville sætte sit forsøg i gang til eksamen den 18. juni. Det hele nærmest eksploderede i hænderne på Ali, hvis syntetiske tøj brød i brand. Han havde hverken sikkerhedskittel eller -briller på.

Lægerne fortæller ham, at der vil gå mindst et år, før kroppen er færdig med at hele sig selv. I den tid skal han sørge for ikke at udsætte den for sol.

- Jeg har stadig smerter, men knap så mange som i starten. Jeg tager Panodil, fortæller Ali, der to uger efter ulykken fik transplanteret hud fra benene til maven.

- Sårene klør, og heldigvis må jeg gerne klø igen - bare ikke hårdt. Det bliver dog sværere og sværere at gå rundt, fordi mit bryst begynder at stramme, da såret heler, siger Ali, der først kan begynde at styrketræne senere.

Velkomst

Efter at have ligget i sin seng de fleste af døgnets timer på Rigshospitalet, må han nu gerne bevæge sig omkring. Et par gange om ugen er han til genoptræning hos en fysioterapeut, og ellers forsøger han at komme ud af hjemmet ved at besøge venner og bekendte.

- Jeg er blevet taget godt imod af venner og familie, der har været på besøg. Lægerne har også sagt, at jeg gerne må besøge vennerne, siger Ali.

Læs også Forbrændt til eksamen: Ali har store smerter

Afhørt af politiet

Torsdag blev Ali Muhsin afhørt af politiet for første gang siden ulykken på Humlehøj-Skolen i Sønderborg. Her forklarede han politiet, hvad der skete den 18. juni.

- Jeg har været bange for, at andre skulle give en anden version af episoden. Derfor var det godt at få lov at fortælle min egen version af episoden, siger Ali, der skal tale med politiet igen, når Arbejdstilsynets endelige rapport foreligger. 

Netop Arbejdstilsynet udstedte efter ulykken et strakspåbud til Humlehøj-Skolen om at stramme op på sikkerheden. Forkert håndtering af sprit var ifølge tilsynsmyndigheden årsag til ulykken. Ali havde til eksamen adgang til meget mere sprit, end der normalt udleveres ved lignende forsøg i undervisningen.

Arbejdstilsynet er ikke vendt tilbage på TV SYDs spørgsmål om, hvornår den endelige rapport foreligger. Den vil sammen med politiets efterforskning klargøre, om det ender med bøde og/eller politianmeldelse af skolen.

Lige nu er Alis tanker dog et andet sted end strakspåbud og sikkerhedsregler. Han er fokuseret på at blive rask, selvom det har lange udsigter.

- Jeg tænker bare, at jeg skal tilbage til den, jeg var. Der er jeg ikke endnu, ikke engang tæt på, siger han.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden