Allan Gaarde stopper i Vejle Boldklub

Allan Gaarde forlader Vejle Boldklub et år før tid. Hans knæskade betyder, at han ikke kommer til at spille foreløbig, og han har derfor valgt at stoppe karrieren.

Allan Gaarde og Vejle Boldklub er blevet enige om at ophæve den 35-årige midtbanespillers kontrakt. I slutningen af januar 2010 fik Allan Gaarde konstateret en alvorlig bruskskade i knæet ved en kikkertundersøgelse.

- Jeg har valgt at stoppe karrieren, fordi der venter mig en rigtig lang genoptræning, og der ikke er udsigt til, at jeg kommer tilbage på fodboldbanen. Jeg er meget ked af det både på egne og på VB?s vegne over, at jeg ikke har mulighed for at fortsætte som fodboldspiller.

Gaarde: Lys for enden

- Jeg vil rigtig gerne have været med i den proces, der sker i øjeblikket i Vejle Boldklub, for der er ved at være lys for enden af tunnelen. Vi har fået sammensat en trup med en masse lærevillige spillere, der nok skal blive til et godt fodboldhold, og det vil jeg gerne fortsat have været en del af, siger Allan Gaarde.

Allan Gaarde stammer fra Grindsted og kom til Vejle for et år siden fra norske Viking Stavanger. Han har spillet 26 kampe for Vejle og scoret syv mål.

Beklager fodbold-stop

- Det er med stor beklagelse, at vi er blevet enige med Allan Gaarde om at opsige hans kontrakt. Allan er desværre i en situation, hvor en alvorlig skade gør, at han ikke er i stand til at spille for Vejle Boldklub, siger ordførende direktør Henrik Tønder, Vejle Boldklub.

- Allan Gaarde har været en stærk personlighed på og udenfor banen i Vejle Boldklub, og vi ønsker ham alt det bedste, siger Henrik Tønder.