Alle er glade i Gramstrup

Gram Skole bliver for en uge omdannet til minisamfundet Gramstrup, hvor der både er restauranter, produktionsvirksomheder og et blomstrende kulturliv.

Masser af arbejdspladser, ingen flygtningekrise og heller ingen terrortrusler. I samfundet Gramstrup går folk glade på arbejde og kulturlivet blomstrer. I hvert fald i denne uge på Gram Skole.

Eleverne er en del af noget, hvor der bliver regnet med dem. Alle har et ansvar.

Gram Skole har hevet en uge ud af skoleåret, hvor eleverne opbygger deres eget samfund ved navn Gramstrup. Her skal de lære at blive en del af et samfund og styre deres økonomi.

- Eleverne er en del af noget, hvor der bliver regnet med dem. Alle har et ansvar, og der er brug for alle i deres virksomheder, fortæller skoleleder på Gram Skole og borgmester i Gramstrup, Majbritt Schmidt, til TV SYD.

Eleverne har travlt og arbejder hårdt. Men de får naturligvis også løn – i møntfoden Gram.

- Medarbejderne har faktisk gjort et godt stykke arbejde i dag. Det er gået overraskende pænt, fortæller bankdirektøren i Gramstrup Sparekasse, Marcus Lindberg Hansen.

Gramstrup består af spisesteder, et blomstrende kulturliv og eget nyhedsmedie med vigtige historier. Men selvom der hverken er skattetryk, terrortrusler eller dovne medarbejdere at bekymre sig om, så kan der stadig opstå problemer.

- Man kunne godt bruge noget politi, der giver bøder til dem der laver reklamer. Det må de faktisk ikke – uden at det går gennem os, påpeger journalist Frederikke Hesselholm fra Gramstrup News.

Projektet kulminerer torsdag aften, hvor forældrene inviteres til at besøge Sønderjyllands nye by: Gramstrup.