Alle skal have hurtig dataforbindelse i Varde

Tyndt befolkede Varde Kommune skal inden udgangen af 2014 være totalt dækket af lynhurtigt fiberbredbånd med adgang til 1 Gbit/s forbindelser.

Planerne om at skabe et ?Silicon Varde? kommer fra en række lokale virksomhedsledere i Varde Kommune, og realiseringen af planen er godt i gang i samarbejde med Syd Energi.

- Vi var nogle stykker der ville vækst i stedet for at tale om nedskæringer hele tiden og derfor satte vi os sammen for at gøre noget ved det, siger regiondirektør i Varde, Finn Christensen, Sydbank.
 
Han mener, at et ordentligt datanet kan sikre bosætning og udvikling i kommunen.

Den rådne banan

- Vi gider ikke høre mere om udkantsdanmark og den rådne banan. Vi agter i fællesskab at omdanne den såkaldt rådne banan til den lækreste smoothie, understreger regionsdirektøren.

Syd Energi vil investere omkring 400 millioner kroner i datanettet. Varde Kommune er tyndt befolket, og den består af mange småbyer, så der skal graves mange kilometer fiber ned.
 
Initiativtagerne har nedsat tre styregrupper i samarbejde med lokalrådene i Varde Kommune, der skal føre projektet ud i livet.

- Varde Kommune har gennem mange år ønsket at forbedre mulighederne for hurtige bredbåndsforbindelser, og vi er rigtigt glade for, at erhvervslivet nu sammen med udviklingsrådene sætter kræfterne ind på dette vigtige område, siger borgmester Gylling Haahr (V).