Als smider formue i samfundskassen

Analyse fra viser, at syd- og sønderjyske virksomheder bidrager med 75 milliarder til velfærden. 5,5 af milliarderne skabes i Sønderborg Kommune.

Thomas Have Henriksen passer robotterne hos Linak. Med 13 år som medarbejder i virksomheden har han fulgt med i Linaks vækst.

- Der sker hele tiden noget nyt, og det er sjovt at være med i den udvikling, vi er i lige nu, siger Thomas Have Henriksen.

Finanskrise førte til succes

Og der er udvikling hos virksomheden Linak, der ligger i den lille by Guderup på Als. Da krisen var værst tilbage i år 2008, var der omkring 900 medarbejdere. Her godt 10 år senere er der 1.250 ansatte.

quote

Vi tog os jo sammen og blev mere effektive.

Bent Jensen, direktør og grundlægger af Linak.

- Vi er blevet større, og det kræver flere ansatte. Og grunden til vi har haft succes er jo finanskrisen i sig selv, for vi tog os jo sammen og blev mere effektive, siger Bent Jensen, direktør og grundlægger af Linak.

Flere medarbejdere og højere omsætning betyder ikke blot højere indtjening til virksomheden, men også flere penge i statskassen.

Gør samfundet bedre 

En ny analyse fra Dansk Industri viser, at virksomheder og medarbejdere i Danmark bidrager med 550 milliarder til velfærden i Danmark. I Syd- og Sønderjylland bidrager virksomhederne med knapt 75 milliarder kroner.

5,5 af milliarderne skabes af arbejdspladser alene i Sønderborg Kommune. Blandt andet på Linak, der laver elektriske lineære aktuatorløsninger. De sikrer jævn justering af mange anordninger til alt fra hospitalssenge til kontormøbler og industriel automatisering.

- Det betyder rigtig meget for mig og alle vores medarbejdere, at Linak er med til at skabe et rigtig godt samfund her i Sønderborg-området. Og det kan vi gennem de skatter vi betaler og de skatter, som vores medarbejdere betaler, siger Bent Jensen.

Mangler ingeniører

Linaks omsætning er vokset med omkring 75 procent på seks år, så der bliver lagt flere penge i statskassen.

Men det er ikke uden udfordringer at vokse som Linak. Det er blandt andet meget svært at skaffe elektronik-ingeniører. Her sørger virksomheden for at være på forkant.

quote

Vi tager på masser af jobmesser, som betyder, at de kender os.

Bent Jensen, direktør og grundlægger af Linak.

- Vi tager på masser af jobmesser, som betyder, at de kender os, og så tager vi en frygtelig masse praktikanter ind, siger Bent Jensen.

Vil vokse mere

For direktøren er der ikke meget tvivl. Der kommer flere penge til virksomheden på Als - og dermed flere penge i statskassen.

- Helt sikkert, vi vil stadigvæk øge omsætningen. Hvor mange procent vækst, kan jeg ikke sætte tal på, men vi vil vokse.