Alt for mange ved ikke, at der er kommet en akuttelefon

En tredjedel møder fortsat direkte op på skadestuerne i Region Syddanmark, selvom man siden 1. april skal ringe på akuttelefonen.

70 11 07 07.

Det er nummeret på den akuttelefon, som blev indført 1. april i Region Syddanmark.

Hvis man har brug for hjælp, skal man først ringe til akuttelefonen, i stedet for at vade direkte ind på en skadestue.

Problemet er bare, at alt for få tilsyneladende ved, at der er indført en akuttelefon.

Det viser en rundringning foretaget af TV SYD.

På skadestuen i Vejle møder hver femte op UDEN at have ringet først.

På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er det op mod hver tredje - og det samme gør sig gældende på skadestuen i Aabenraa.

De mange uanmeldte skadestuebesøg er udfordring. Ordningen er blandt andet indført for at nedsætte ventetiden og undgå unødige besøg på skadestuen.

Hos Region Syddanmark erkender formanden for Sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen, at ordningen ikke fungerer optimalt endnu. Men man vil nu sætte yderligere fokus på akuttelefonen.