ALT skal være hvidt

Det eneste krav for at deltage i en picnic på en strand ved Aabenraa er, at man er klædt i hvidt. Helt hvidt.

Idéen er udenlandsk, og nu skal den prøves af i Danmark, synes Vibeke Janken fra Aabenraa. Hun har inviteret til hvid picnic på Sønderstrand ved Aabenraa.

- Det er et upolitisk og ikke kommerciel arrangement. Eneste krav er, at man kommer i hvidt tøj fra top til tå, siger Vibeke Janken.

Man medbringer selv, hvad man vil spise og drikke. Men hvis man vil have en dug med, skal den naturligvis være hvid. Det samme skal stole, tæpper og tallerkener.

Bl.a. i Tyskland er hvid picnic en stor succes.

Den hvide picnic afholdes om aftenen den 16. august. Knap 2.400 har udtrykt deres interesse for arrangementet på facebook.