Hvert år bliver der samlet 1000 tons affald fra havet op på de vestjyske strande. Det anslår kommunernes miljøorganisation KIMO, og andre steder ser det lige så slemt ud.
Netop nu er mange af de 75 kystkommuner ved at rydde deres strande for affald
Nu skal vi bekæmpe affaldet i havet sammen. Det er budskabet i Miljø- og Fødevareministeriets nye kampagne ”Sammen om et hav uden affald”.
- Netop nu er mange af de 75 kystkommuner ved at rydde deres strande for affald, der er skyllet i land hen over vinteren. Andre steder er det største problem affald efterladt fra strandture. Der er brug for, at lystsejlere, strandgæster og fiskere går sammen om et hav uden affald, siger Nis Christensen, som er kontorchef for Cirkulær Økonomi & Affald i Miljøstyrelsen.
Fisk og fugle æder plast
Ministeriet arbejder blandt andet sammen med sejlernes, lystfiskernes og erhvervsfiskernes organisationer for at få fokus på problemet.
Målet er at gøre borgerne klogere på de negative konsekvenser af skraldet, som især er plastic. Ifølge DTU Aqua findes der havaffald i maverne på mange torsk, sild og hvillinger. Og EU’s miljøagenturer rapporterer, at 36 procent af alle havfuglearter har plastaffald i maverne.
Stop skraldet
Samtidig skal sejlere, fiskere og strandgæster lære, hvordan man kan forhindre affaldet i at sprede sig. Det er der tilsyneladende stor interesse for.
85 procent af danskerne mener nemlig, at der er for meget affald i havene og på strandene. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov, hvor 51 procent også svarer, at de har fået strandture ødelagt af affald.
Den 5. maj er der en chance for at gøre noget ved problemet. Her holdes Nordisk Strandrydder Dag, hvor alle er velkomne til at rydde skrald ved kysterne.