Alt udsolgt til historisk semifinale

Ribe-Esbjerg er i deres første DM-semifinale nogensinde. Det skabte rift om billetterne, da de blev sat til salg fredag.

Ribe-Esbjerg har overrasket håndbolddanmark med deres succes i herrernes liga denne sæson.

Interessen var da også massiv, da Ribe-Esbjerg fredag satte billetter til salg til klubbens første DM-semifinale på hjemmebane nogensinde. Kampen bliver spillet i Blue Water Dokken i Esbjerg søndag den 14. maj.

Allerede onsdag aften spilles det første semifinaleopgør, hvor Skjern Håndbold som bedst placeret i grundspillet har fordel af hjemmebane - og bliver det nødvendigt med tre kampe spilles den afgørende kamp i Skjern onsdag den 17. maj.

På blot en time fredag var alle 4.116 billetter væk, først røg siddepladserne og sidenhen ståpladserne til opgøret i Blue Water Arena næste søndag. Det overbelastede billetsystemet så meget, at det på et tidspunkt brød sammen. Interessen er kommet lidt som en overraskelse for folkene bag klubben.

- Ingen i bestyrelsen havde selv i de sødeste drømme forestillet sig den opbakning, der er til holdet, og den opbakning byen og kommunen viser vores spillere. Holdet har allerede indfriet forventningerne til dette års sæson - men selvfølgelig håber vi på en sejr i semifinalerne også, siger Johnny Nim, der er bestyrelsesmedlem i klubben, i en pressemeddelelse.

Han er ked af, at folk har måttet gå forgæves efter en billet, men brandmyndighederne tillader ikke, at der bliver lukket flere folk ind, og klubben vil ikke gå på kompromis med sikkerheden.

En lille mulighed for ekstra billetter

Det ærgrer også klubbens direktør, at systemet gik ned, så mange ikke fik mulighed for at købe en billet. Klubben vil forsøge at lære af erfaringerne, men problemet med, at der ikke er nok billetter til alle, slipper man nok ikke lige sådan for.

- Når alt kommer til alt, så skyldes dette succesen på banen, og de præstationer, klubben har leveret. Vi vil til den kommende hjemmekamp om enten bronze eller guld lære af de erfaringer, der er gjort denne gang, selvom vi nok heller ikke til denne kamp vil have plads til alle dem, der gerne vil støtte holdet i kampen om medaljer, siger Jens Kristensen, direktør for Ribe-Esbjerg ifølge pressemeddelelsen fra klubben.

Men alt håb er ikke helt ude, hvis du ikke har fået billet. Skjern har fået tildelt en pulje billetter, og er der rester, vil de blive sat til salg. Det samme gør sig gældende, hvis sæsonkortholderne melder ind, at de ikke vil benytte deres plads, hvilket nok er usandsynligt ifølge Jens Kristensen.