Pengeproblem: TM Tønder mangler 1,5 millioner kroner

I en pressemeddelelse skriver håndboldklubben TM Tønder, at de står med ”alvorlige økonomiske udfordringer”. Klubben mangler 1.5 millioner kroner.

Trods TM Tønders sportslige succes med oprykning til 888-ligaen, så står håndboldklubben TM Tønder akut med alvorlige økonomiske udfordringer.

Klubbens indtægter er ikke kommet op på det ventede niveau, og derfor skal klubben have tilført ekstra penge for at sikre den fortsatte drift af klubben i ligaen, skriver TM Tønder i en pressemeddelelse.

- Som forventet har oprykningen til den bedste række medført øgede omkostninger og stillet langt større krav til driften af klubben. Men omsætningen har desværre på nuværende tidspunkt ikke kunne indfri forventningerne, forklarer direktør Alex B. Petersen fra TM Tønder Håndbold Elite A/S i pressemeddelelsen.

Klubben mangler pt. 1.5 millioner kroner i budgettet, og klubben skriver, at de penge ”skal skaffes for at sikre klubbens fremtid og dermed muligheden for at beholde ligahåndbold i Tønder.”

quote

Situationen er alvorlig.

Direktør Alex B. Petersen, TM Tønder Håndbold Elite A/S

- Situationen er alvorlig. Det er bydende nødvendigt at sikre et økonomisk fundament, der rækker flere år frem, meddeler direktøren.

TM Tønder forventer selv at skaffe en halv million ved omlægninger og omprioriteringer, men en million skal dermed skaffes ved sponsorer og samarbejdspartnere.

- Det har stor positiv betydning for hele Tønder Kommune, at vi er repræsenteret på topplan i dansk idræt, og derfor håber vi, at vi som lokalsamfund kan stå sammen om at sikre det økonomiske grundlag for elitehåndbold i Tønder i fremtiden, siger direktør Alex B. Petersen i pressemeddelelsen.

TM Tønder inviterer på baggrund af de økonomiske udfordringer til debat på et sponsormøde den 7. december.

TV SYD har forsøgt at komme i kontakt med direktør Alex B. Petersen, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar.