Amatører optræder med Fame

Til februar får den verdenskendte firsermusical Fame nyt liv, når amatørteatret 7-kanten fra Varde spiller Fame The Musical.

Lørdag var forberedelserne til showet i fuld gang. Emil Asbjørn Madsen har spillet amatørteater, siden han var dreng, og han har før sunget musical. Men nu sidder han for første gang på amatørscenen med en hovedrolle i en musical.

- Man får presset nogle grænser lidt på nogle punkter, men det synes jeg, er super fedt, at man kan få lov til det. Jeg forventer, det går super godt, jeg synes helt sikkert, det er noget, man skal tage ind og se, smiler Emil Asbjørn Madsen.

Fame The Musical er fra 80'ernes USA - og handler om en gruppe unge studerende, der går på teaterskole i New York.

På scenen er alle amatører, men både skuespillere og instruktør knokler for at give showet den rette energi.

Der er premiere i Musikhuset i Esbjerg den 7. februar.