Ambulanceforberedelser kører som planlagt

BIOS Danmark og Responce er godt i gang med at forberede sig på at overtage ambulancekørslen i Region Syddanmark til september. Forberedelserne følger de planer, som de to selskaber har lagt.

Ifølge kontrakterne med BIOS Danmark og Responce, som 1. september 2015 skal overtage ambulance-kørslen i Region Syddanmark, skal de to selskaber løbende gøre rede for, hvor langt de er med at forberede opgaven.

Den 10. februar skal der foreligge en såkaldt milepælsplan, der blandt andet beskriver, hvor langt de to selskaber er med at rekruttere personale, og hvor langt selskaberne er med finde lokaler til de 39 nye ambulancestationer. Det præhospitale udvalg i Region Syddanmark har i dag set et udkast til de fortrolige milepælsplaner, og medlemmerne er trygge ved det, de har set. Det skriver Region Syddanmark

- Vi kan konstatere, at de to selskaber følger de planer, de har lagt omkring rekruttering af medarbejdere og planlægning af ambulancestationer. Og det er vi trygge ved. Når det er sagt, vil jeg også sige, at BIOS har mere travlt end Responce. Når det handler om at få ambulancerne klar, er de to selskaber forud for tidsplanen, siger Thyge Nielsen (V), der er formand for regionens præhospitale udvalg.