Ambulancen kunne ikke komme frem til kvæstet rytter

En kvindelig rytter faldt sidst på eftermiddagen af sin hest i klitområdet vest for Sønderstrand på Rømø. Ambulancen kunne ikke komme frem, og derfor blev brandvæsenet tilkaldt.

Kvinden var ude at ride i det uvejsomme klitterræn mellem Sønderstrand og Vesterhavet. Uheldet sket to-tre kilometer nord for nedkørslen til strandområdet, som er et yndet sted for strandsurfere.

- Ambulancen kunne ikke finde kvinden – og kunne ikke køre i området. Derfor tilkaldte vi Rømø Frivillige Brandværn, som har en Toyota Landcruiser. Men det viste sig, at der var brug for en stor Uni-Moc, fortæller indsatsleder Per Frandsen, Tønder,  til TV SYD.

Brandfolkene fandt kvinden. Men der gik forholdsvis lang tid, så kvinden, der er dansker, var stærkt afkølet, fordi vinden er kraftig i dag.

Det blev vurderet, at hun skulle hentes af lægehelikopteren fra Billund. Kl. 18.30 var kvinden ved at blive gjort klar til at flyve på sygehuset.

Det forlyder, at hesten ikke er kommet til skade. Den er trukket hjem.

Det var i klitområdet midt i billedet, at den kvindelige rytter faldt af hesten. Her kunne ambulancen ikke komme frem.
Det var i klitområdet midt i billedet, at den kvindelige rytter faldt af hesten. Her kunne ambulancen ikke komme frem.
Foto: Google Maps