Ambulanceredder dropper Bios: Lønnen den udeblev

Henrik Lyngsøe har taget flere vagter for Bios, men efter store problemer med at få lønnen udbetalt har han nu valgt Bios fra.

Ambulanceredder Henrik Lyngsøe arbejder til dagligt i hovedstadsområdet, men her i efteråret 2015 tog han i flere tilfælde ekstra vikarvagter for Bios.

Men de dage er talte nu. Henrik Lyngsøe blev ganske enkelt træt af, at der ofte var store problemer med at få sin løn udbetalt.

-En løn forventer man jo falder på dato og gør den ikke det, så vil det jo afføde nervøsitet ved enhver, siger Henrik Lyngsøe til TV SYD.

Henrik Lyngsøe vurderer, at han i perioden fra september til december 2015 havde omkring 10 vagter for Bios.

Han understreger, at der altid herskede en god ånd og stemning blandt kollegaerne, men problemerne med lønudbetalingerne har altså fået den erfarne redder til at droppe Bios.

Henrik Lyngsøe fortæller også, at han kender flere tidligere Bios-kollegaer, der overvejer at forlade jobbet på grund af rod med lønnen.