Amin Skov i retten minut for minut

Restauratør Amin Skov, Vejlegården, erklærede sig ikke skyldig i brandstiftelse og forsøg på forsikringssvindel, da han blev fremstillet i Grundlovsforhør i Kolding onsdag. Grundlovsforhøret fortsætter. Følg det minut for minut.

Amin Skov var tilsyneladende afslappet, da han mødte op i retten, og han smilede til sin familie, der var mødt frem.

Politiet mener, at Amin Skov påsatte branden i Vejlegården 21. december. Han er sigtet for paragraffer i straffeloven, der kan give flere års fængsel.

Amin Skov har påstået, at han 21. december blev overfaldet i restauranten af maskerede mænd.

Flere steder lugtede der af benzin, da politifolk kom ind på restaurant Vejlegården 21. december.

Branden opstod blandt andet i området ved baren, og flere barstole havde store, fugtige skjolde.

Både her og ved et depotrum lugtede der af benzin, fremgår det af politiets efterforskning, som anklager Birte Wirnfeldt gennemgår i grundlovsforhøret.

Der var også brandskader på en måtte ved depotrummet.

I alt var der syv arnesteder, dokumenterer anklageren.

Blandt andet var der opstået ild i et sammenrullet gulvtæppe, midt på en bardisk, i polstrede stole og bag bardisken.

Midt på bardisken var en fem liter stor plastdunk, som var delvist brændt.

Desuden lugtede der på den udvendige del af træbygningen af benzin, ligesom der var tilsodninger.

Men politiet fandt ingen tegn på, at nogen havde forsøgt at bryde ind i bygningen.

Retsmediciner bemærker på sygehuset, at Amin Skov havde flere mærker efter enten vold eller fald. Der var ingen karakteristiske slagsmålslæssioner. Amin var med sikkerhed ikke røgforgiftet.

Amin Skovs bukser blev undersøgt. De havde spor efter brandbare væsker; motorbenzin og etanol. Det samme gælder de sko han havde på.

Anklageren viste under retsmødet de fotos, som blev optaget på stedet straks efter slukningen af branden.

I alt er der sket skader på næsten en million kroner, har anklageren fastslået.

Ilden var næsten gået ud af sig selv, da brandvæsnet kom frem.

Politiet har rejst krav om, at Amin Skov bliver varetægtsfængslet.

Kreditkort fundet

Anklager Birte Wirnfeld fortsatte med at fremlægge resultatet af politiets undersøgelser:

Kl. 00.01 den 21. december blev tyverislarmen tilkoblet. Ni minutter efter bliver den frakoblet.

Brandalarm gik 01.59. Efterfølgende gik den fem gange i løbet af få sekunder. Der var flere følere i restauranten.

3F s kameraer i nabobygningen viser et kraftigt lysglimt med efterfølgende røgudv kl 01.44. Ilden dør relativt hurtigt ud. Det stemmer overens med alarmen.

På videomaterialet ses ikke personer eller biler ankomme mellem 00.10 og 02.03. 00.10 kom Amin Skov. 02.03 ankom første politibil.

Dog kan det ikke afvises, at nogen er ankommet i kameraernes døde vinkler.

Amin Skov manglede blandt andet kreditkort og en taske med omsætningen fra Vejlegården. Kreditkort blev fundet ved en bænk ved åen i Vejle. De har ikke været forsøgt brugt. Omsætningen er ikke blevet fundet.

Retsmødet genoptaget: Klemt økonomi

Retsmødet er nu genoptaget efter frokostpausen.

TV SYDs Mikkel Hastrup Rasmussen sender korte rapporter direkte fra retsmødet:

Flere vidner fortæller, at de har hørt biler og mennesker uden for Vejlegården i tiden op til gerningstidspunktet ved 01-tiden.

Anklageren har endnu ikke fremlagt en smoking gun i form af fældende beviser.

Efter pausen kommer Amin Skov storsmilende ind i retslokalet. Han blinker charmerende til familien og sætter sig i vidneskranken. Han svarer fåmælt og afdæmpet på anklagerens spørgsmål.

Det handler om hans økonomi. Det har været hårdt. Men det havde han også ventet. Han skylder 88.000 kroner i moms. Han havde allerede betalt 118.000 kroner, som han havde lånt af sin far.

Amin Skov har en løsøreforsikring på 800.000 og driftstabsforsikring på 1.600.000 kroner.

Omkring midnat kørte Amin Skov efter pølser. Det et ikke unormalt, at de på restauranten får natmad udefra. Det tager omkring 20 minutter. Da han kom tilbage, var de to medarbejdere gået. Der var låst og alarmen var slået til. Han gik ind og slog indbrudsalarmen fra.

Han fortæller, at han spiser en pølse, går ud og ryger og går så ind på kontoret for at ordne regnskaber. Her putter han blandt andet penge i en nordeataske for at aflevere dem i døgnboksen. Han spiser endnu en pølse og bliver tørstig.

Han går mod baren. Pludselig mærker han en stærk smerte bag højre øre. Han vender sig og ser en maskeret person.

Amin Skov fortæller videre om brandnatten:

Personen har en maske på med hvide zigzag syninger med huller til mund og øjne.

- Jeg prøver at forsvare mig, men vælter, fortæller Amin Skov. Liggende på gulvet ser han et nyt sæt ben komme imod ham. Han får enten et slag eller spark på underbenet. Smerten er voldsom.

Anklageren spørger igen og igen til overfaldet.

Amin Skov forklarer, at han prøver at komme op, men han får flere slag. Han falder til sidst om. Han kan ikke forklare, hvordan gerningsmændene ser ud eller med hvad, de slår med. Han ved ikke hvordan de er kommet ind. Han havde ikke hørt noget.

Han vågner senere og sunder sig. Han rejser sig og føler, at han er våd på bukserne. Han mærker en røgsky og en massiv varme fra baren. Han er i panik og går ind i kontoret. Han kan ikke få luft og åbner vinduet og springer ud med hovedet først. Herfra husker han intet før sygehuset.

Amin Skov forklarer, at han ud over anonyme trusler og den verserende arbejdskonflikt ikke har fjender.

Efter forsvarerens krydsforhør kommer det frem, at der findes to benzinmaskiner på restauranten. En fejemaskine og en bladsuger. Det er enten Amin Skov eller svigerfaren, der fylder benzin på de to maskiner. Måske stammer benzinsporene på hans bukser og sko derfra.

Forsvarer Hans Kjærgaard har ikke flere spørgsmål. Nu gennemgår dommeren de forhold, som er blevet lagt frem. Han vil om lidt tage stilling til, hvorvidt Amin Skov skal varetægtsfængsles eller løslades.

Svaret kommer inden for en time. Klokken er nu 14.55.

Anklageren begærer Amin Skov varetægtsfængslet i fire uger. Begæringen begrundes med særlig bestyrket mistanke mod Amin Skov.