- Jeg vil redde verden. Jeg ved godt, det lyder stort, men jeg vil prøve alligevel

Tekst: Line Guldager Hansen | Video: Stefan Jørgensen og Jonas Borch Kragh, TV SYD

På Smedegade i Horsens ligger frisør- og barbershoppen ‘Crew Cut’.

Her lever 27-årige Ammar Ahmad af at klippe hår og style skæg, og siden januar har hverdagen været mere end bare saks, trimmer og barberkoste.

Ammar Ahmad ønsker nemlig at gøre en forskel i verden. Han vil hjælpe de mennesker, der er i nød - og det gør han en klipning af gangen.

- Jeg vil gerne hjælpe folk. Selvom en klipning er en lille ting, så håber jeg, at det kan gøre en persons hverdag lidt bedre, siger Ammar Ahmad.

Salonen er indrettet med store træplanker på væggene, og udsmykningen er i ægte retro stil.
Salonen er indrettet med store træplanker på væggene, og udsmykningen er i ægte retro stil.
Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

- Min mission er at gøre dem glade

Det er Ammar Ahmads storebror, der ejer ‘Crew Cut’, og om mandagen holder brødrene egentligt lukket.

Fridagen bruger Ammar Ahmad dog i salonen, for det er hver mandag, han åbner dørene for hjemløse og folk i nød og tilbyder dem gratis hårvask, klipning og skægtrimning.

- Jeg vil redde verden. Jeg ved godt, at det lyder stort, og mange synes, at jeg er for lille til at redde verden alene, men jeg vil prøve alligevel, siger Ammar Ahmad og tilføjer:

- Jeg kan ikke gøre mere end at give dem en klipning. Det er en lille ting, men hvis det kan gøre dem glade, så har jeg opnået min mission.

Meget mere end bare hår

Ammar Ahmad interesserer sig meget for psykologi og filosofi. I sit arbejde i frisørsalonen kombinerer han det med drømmen om at gøre en forskel for mennesker. Det handler nemlig om meget mere end hår, fortæller han.

- Jeg kan godt lide at tale med mennesker, og mine samtaler handler langt fra kun om hår. De er både personlige og abstrakte. Mine kunder og jeg kan tale om alt mellem himmel og jord.

For Ammar Ahmad gør det ingen forskel, hvem det er, der sidder i frisørstolen. Han har et princip om, at alle skal behandles lige. Derfor tager han imod de hjemløse kunder på samme måde og giver dem samme behandling som alle andre kunder.

- Det handler om respekt. Jeg har set folk gå forbi hjemløse, som om de ikke eksisterer. Med klipningen og samtalen her i salonen håber jeg, at de føler sig set og hørt, forklarer Ammar Ahmad.