Amok i julelys på den nørdede måde

Det er ikke længere nok at udsmykke haven med tusindvis af lyskæder og julefigurer. Nu skal lysene kunne styres og koordineres med musik.

August Thede har elsket blinkende og strålende julelys, siden han var helt lille.

Så meget, at det har haft indflydelse på hans valg af uddannelse. Han er i fuld gang med at uddanne sig til eventteknikker med speciale i illuminationsteknikker. En fire år lang uddannelse, som gør ham til ekspert i belysning ved koncerter, konferencer og festivaler.

quote

Familien støtter op om det, men jeg tror, de synes, det er lidt skørt.

August Thede, studerende, Vejle

Og så er det – ikke mindst – en uddannelse, der giver 20-årige August Thede mulighed for at give den fuld gas, når det gælder udfoldelsen af hans lidenskab for julelys – næsten helt uden, at nogen synes, han kammer over.

- Familien støtter op om det, men jeg tror, de synes, det er lidt skørt. Og mine venner og folk fra skolen og fra min læreplads de griner måske også lidt af mig, men jeg tror inderst inde, at de bare synes, det er megafedt, siger August Thede med et smil til TV SYD.

De seneste to år har moderens altan i Haderslev været legeplads for August Thedes eksperimenter med computerstyret julebelysning. Men i år har han fået en hel gavl at udfolde sig på.  Det er hans svigermor i Vojens, der har givet den unge eventtekniker lov til at lave et helt show på gavlen af hendes hus på Præstegårdsvej i Vojens. Et show, der består af blinkende julelys, der er koordineret til musik.

- Ud over at jeg som sagt elsker julelys, så gør jeg det bare, fordi jeg kan. Jeg designer først showet på en computer. Hver eneste diode programmeres individuelt, og hele showet styres fra computeren. Det er fedt at nørde med, fortæller August Thede.

quote

Jeg designer først showet på en computer. Hver eneste diode programmeres individuelt, og hele showet styres fra computeren. Det er fedt at nørde med.

August Thede, eventtekniker-studerende, Vejle

Voksende trend

August Thede er ikke den eneste, der laver computerstyrede julelysshows i private haver. På Facebook-siden 'Computerstyret Julelys' deler omkring 100 ”nørder” tips og tricks til, hvordan man laver computerstyret julebelysning.

- Jeg vil tro, vi er cirka 10 derinde, der laver noget á la det, jeg laver i Vojens, fortæller August Thede.

Men for August Thede stopper det ikke her. Hans show består både af lys og musik. Musikken sender han ud via et FM-signal, så folk, der kommer fordi i bil, kan tune sig ind på showets lydside på radioen og nyde både musikken og selve lysshowet.

Det er på Præstegårdsvej 24 i Vojens, showet kan opleves – men først fra den 1. december.

August Thede har udsmykket en gavl i Vojens med lysshow.
August Thede har udsmykket en gavl i Vojens med lysshow.
Ved hjælp af en computer og et FM-signal laver han julelysshow på svigermors husgavl.
Ved hjælp af en computer og et FM-signal laver han julelysshow på svigermors husgavl.
August Thede er 20 år og i gang med uddennelse til eventtekniker.
August Thede er 20 år og i gang med uddennelse til eventtekniker.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD