Rip, Rap og Rup render rundt ved Jelling-stenene

Rip, Rap og Rup har aldrig før rendt rundt ved Jelling-stenene. Det gør de nu – i hvert fald på forsiden af en specialudgave af Anders And Bladet.

Det er Nationalmuseets Kongernes Jelling, der i samarbejde med Egmont har udviklet det nye blad. 

Den særlige Jellingversion af Anders And kommer i et oplag på få tusinde eksemplarer.
Den særlige Jellingversion af Anders And kommer i et oplag på få tusinde eksemplarer.

Bladet indeholder to særlige historier. Det er historien om Anders And og nevøerne, der i jagten på en halskæde kommer til Jelling. Halskæden beviser, at vikingerne opdagede Amerika før Columbus. Jagten efter kæden bringer ænderne videre til København, hvor blandt andre en dronning og en statsminister bliver involveret i historien.

I Kongernes Jelling er man især glad for, at det er lykkedes at få genoptrykt den gamle klassiker Anders And og Den Gyldne Hjelm fra 1951. Det er Disney-tegneren over dem alle, Carl Barks, der tegnede historien om jagten på en gammel vikingehjelm, der giver ejeren herredømmet over Amerika. Historien er med i den danske kulturkanon fra 2006. Faktisk som det eneste udenlandske værk.

 

quote

Med Anders And har vi en fantastisk mulighed for at komme i dialog med nogle nye gæster.

Morten Teilmann-Jørgensen, formidlingsansvarlig ved Kongernes Jelling

- Med Anders And har vi en fantastisk mulighed for at komme i dialog med nogle nye gæster, siger formidlingsansvarlig ved Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Den særlige Jellingversion af Anders And kommer i et oplag på få tusinde eksemplarer og kan kun fås i Kongernes Jelling.

Udgivelsen markeres den 25. marts, hvor den danske Disneytegner Flemming Andersen kommer til Jelling og holder workshop for tegneglade børn og voksne.