Anders Kühnau fik 62.959 personlige stemmer

62.959 vælgere i Region Midtjylland stemte personligt på Anders Kühnau, (S), ved tirsdagens valg i Region Midtjylland. Dermed fik den 36-årige Horsens-politiker 24.239 flere stemmer end rivalen til formandsposten Carsten Kissmeyer (V).

Anders Kühnau afløser som regionsformand den erfarne og meget kendte Bent Hansen, der i 2013 fik 104.064 personlige stemmer. Den unge Horsens-politiker har altså fået omkring 2/3 af dette tal - nemlig 41.105 færre end Bent Hansen.

Alligevel fik Anders Kühnau altså 24.239 flere stemmer end sin rival til formandsposten Carsten Kissmeyer (V).  

- Det resultat er jeg meget tilfreds med - taget i betragtning, at jeg ikke før valget var så kendt i brede kredse som Bent Hansen er, siger Anders Kühnau til TV SYD.

Med 3.882 personlige stemmer er Erik Vinther (V) fra Hornsyld genvalgt til regionsrådet efter valget tirsdag. Steen Thomsen fra Stensballe er valgt for Dansk Folkeparti med 3.782 stemmer.

Sammen med Anders Kühnau udgør de to Horsens og Hedensted Kommuners valgte til regionsrådet i Region Midtjylland.