Anders Samuelsen: Værn om friheden!

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, Horsens, opfordrede på Grundlovsdag de øvrige partier i Folketinget til at værne om friheden. Han talte bl.a. på Ballebro Færgekro ved Sønderborg.

Han pegede på, at detailregulering kvæler borgernes frihed.

- Frihed er stadig det bedste guld, og det er friheden, som demokratiet skal værne om. Men når vi som i dag har en politisk situation, hvor størstedelen af partierne ikke deler sig efter anskuelser, men i stedet deltager i et perspektivløst troværdighedskapløb om at blive det bedste socialdemokrati, ja så forvitrer demokratiet. Tilbage bliver så en millimetermåling af anklager om muligt sort arbejde, gratis underbukser, skattetænkning og brudte, urealistiske valgløfter. Alt dette bliver suppleret af en gennemtrængende detailstyring af borgerne, der kvæler det bedste guld: Friheden! Det kan vi ikke være tjent med, sagde Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen benyttede også Grundlovsdag til at gøre status på den aktuelle situation i dansk politik:

- Efter bilagsballaden starter den politiske hverdag nu igen. Liberal Alliances fredning af Venstre og Løkke er forbi: Liberal Alliance vil morgen, middag og aften udsætte Venstre for al den kritik af deres politik, de har fortjent. For når de opfører sig som socialdemokrater, så er det et fuldtidsarbejde for os i Liberal Alliance at rydde op efter dem og pudse det liberale arvesølv af.