TV der bevæger dig

Anders Tesgaard kørt ned i USA

Den danske cykelrytter Anders Tesgaard, som TV SYD følger, er kommet alvorligt til skade efter at være blevet kørt ned i USA

Danskeren deltager i ekstrem-løbet Race Across America og befandt sig på motorvejen U.S. 50 ved Doddridge County, en lille by nogle timers kørsel vest for Washington DC, hvor han blev ramt af en pickup i nat dansk tid. Det skriver The Exponent Telegram.

Ulykken bekræftes på Tesgaards Facebook-side.

»Anders er desværre ude af RAAM 2015, idet han har været impliceret i et færdselsuheld. Teamet er hos ham på hospitalet og vil skrive alt her på siden omkring Anders. Pårørende er underrettet, og al kontakt frabedes på nuværende tidspunkt,« lyder det i et opslag.

Ifølge et vidne, der har talt med wdtv.com, blev Tesgaard påkørt bagfra. Den følgebil, der normalt ligger lige bag rytterne, var ikke til stede på tidspunktet, da den var stoppet på en benzinstation for at tanke op.

Anders Tesgaard blev efterfølgende fløjet til Ruby Memorial Hospital, hvor han nu bliver behandlet. Hans tilstand var ikke kendt sent onsdag aften, skriver The Exponent Telegramt.

Føreren af den pickup, der ramte Anders Tesgaard, menes at være en lokal mand. Politiet undersøger nu, om han skal stilles til ansvar for ulykken.

Race Across America betegnes som verdens hårdeste cykelløb. Distancen lyder på hele 4.800 kilometer i varierende terræn og går fra Oceanside i Californien til Annapolis, Maryland.

Anders Tesgaard var under 700 kilometer fra målstregen, da han blev ramt og måtte udgå. Han lå nummer tre i løbet, som han har gennemført én gang før - i 2014.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden