Andst-sagen: 41-årig mand anholdt

Politiet er tilsyneladende ved at optrævle et netværk, som håndterer farligt fyrværkeri. 41-årig mand anholdt i Sommersted.   

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 41-årig mand efter en ransagning på en ejendom i Sommersted i Sønderjylland.
På ejendommen i Sommersted blev der fundet cirka 500 ulovlige kanonslag. Den anholdte sigtes dog ikke for selve eksplosionen, som lagde et depot i ruiner, og som skadede flere nærliggende huse.

Ved at blive afhørt

Den 41-årige er ved at blive afhørt, og politiet vil senere tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Syd- og Sønderjyllands Politi mener, at der kan være andre udløbere af sagen, som vil blive afdækket, efterhånden som efterforskningen skrider frem.

Farligt gods

Der arbejdes fortsat på endelig identifikation af den anden dræbte fra St. Andst. Politiet håber på, at få et resultat i løbet af mandag.
Det lager af fyrværkeri, der søndag blev fundet på en ejendom i Jernbanegade i Brørup, bliver ryddet i dag. Fyrværkeriet bliver som farligt gods kørt til et sikkert opbevaringssted, som forsvarets ammunitionsrydningstjeneste anviser. Her vil det blive pakket ud og registreret.

Teknikerne fortsætter

På eksplosionsstedet i St. Andst forsætter teknikernes arbejde med at registrere og rydde området. Politiet er i løbende kontakt med de borgere, der endnu ikke har kunnet komme tilbage til deres huse, og der arbejdes løbende på at minimere antallet.