Anholdelser i sag om hæleri og narko

Ransagning på syv adresser i Horsens og Juelsminde afslørede hælervarer og narko. Fire blev anholdt under aktionen

Sydøstjyllands Politi foretog torsdag  ransagninger på syv adresser i Horsens og Juelsminde.

Ransagningerne blev foretaget efter længere tids efterforskning af en sag om hæleri af designmøbler og handel med narkotika. Politiet fandt under ransagningerne en række designmøbler, lamper og dyre højtalere. Herudover fandt Politiet også 35 gram kokain og 100 gram hash.

Nu går en større efterforskning i gang for at finde frem til gerningsstederne, hvorfra tingene stammer og for at finde frem til tyven eller tyvene, der står bag tyverierne. Det oplyser Sydøstjyllands politi i en pressemeddelelse.

Ved ransagningerne blev tre mænd på henholdsvis 24 år, 26 år og 38 år samt en kvinde på 19 år anholdt. Den 24-årige mand, der stammer fra Horsens, fremstilles i grundlovsforhør fredag. Politiet vil anmode om at manden bliver varetægtsfængslet.

De øvrige tre anholdte blev løsladt efter afhøring, men er stadig sigtede i sagen.

Aktionen blev foretaget i samarbejde med medarbejdere fra Skat.