To anholdt efter indbrud i Rødding Centret

Betjentes intuition førte til anholdelse af to 18-årige i Gram. Gerningsmændene havde brudt spilleautomater op i Rødding Centret, og er mistænkt for at stå bag en lang række indbrud.

Politiet modtog anmeldelsen fra Rødding Centret kl. 01.14.

Da patruljen ankom, havde gerningsmændene forladt stedet, men patruljen havde en mistanke om, at de var fortsat sydpå.

Derfor tog betjentene chancen og fortsatte med det samme sydpå, og da de nåede Gram, så de en bil, der så mistænkelig ud.

I bilen fandt politiet to 18-årige fra henholdsvis Rødding og Sønderborg sammen med tyvekoster fra flere forskellige indbrud.

Gerningsmændene vil i løbet af mandag blive fremstillet i grundlovsforhør.