Anne-Marie Rindom vinder prestigefyldt international pris

Den 28-årige Laser Radial-sejler har over de seneste 12 måneder vundet både VM og EM.

Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom har vundet den prestigefyldte, internationale pris World Sailor of the Year.

Prisen, der bliver uddelt til sejlere på tværs af sejladser, blev uddelt natten til onsdag dansk tid af det internationale sejlsportsforbund, World Sailing, i Bermuda.

Den 28-årige dansker vandt prisen blandt andet på baggrund af sin sejr ved VM i Laser Radial i Japan i juli.

Derudover vandt hun EM i Portugal i maj.

Anne-Marie Rindom er den første dansker nogensinde, der vinder prisen.

På Dansk Sejlunions Facebook-side skriver unionen: "Hun gjorde det".

I opslaget har unionen tilføjet et billede af danskeren på scenen i Bermuda med sin pris.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Danskeren har OL i Tokyo næste år som det næste store mål, hvor hun er blandt de helt store favoritter til guldet.

Ved OL i Rio i 2016 fik Rindom en bronzemedalje.

I juli fortalte hun, at VM-sejren i Japan kunne bruges som afsæt til succes ved OL i Japan.

- Bare det at kende kulturen, maden og de lokale skikke herovre er en fordel, for det er meget anderledes end i Europa og andre steder i verden. Så det indtryk kan vi helt klart bruge frem mod OL, sagde Rindom i juli efter sin VM-sejr.

Anne-Marie Rindom var ved prisuddelingen oppe imod franske Delphine Cousin Questel, der er verdensmester i slalom-kategorien i windsurfing, og den spanske para-sejler Violeta del Reino, der vandt VM i para-sejlads.