En anden skulle dø, for at Annika kunne leve

- Hele familien var på besøg til surpricefest for Annika. Pludselig ringer telefonen, og vi får at vide, at de har et hjerte til vores datter, fortæller Dorthe Bramman.

14 år før var hendes datter blevet født med en hjertefejl i venstre halvdel. Om lidt, d. 1. november, bliver datteren 18 år, og hendes hjerte fylder fire.

Men havde det ikke været for et fremmed menneskes beslutning, så er det ikke sikkert, at hverken Annika eller hjertet havde været her i dag.

Hvert år dør patienter, mens de venter. Sidste år døde 32 på organventelisten.

- Det er mærkeligt at tænke på, at en anden skulle dø, for at jeg kunne leve videre. Men jeg er mega taknemmelig for, at jeg måtte få det, og de sagde ja, siger Annika Bramman.

Hun er lige startet på Social- og Sundhedsskolen i Aabenraa. Hun vil være sygeplejerske, så hun i fremtiden kan hjælpe andre mennesker.

Tag stilling, og få det gjort

En tredjedel af den danske befolkning har ikke taget stilling til, om de vil være organdonorer eller ej.

Det håber Center for Organdonation at ændre ved at sætte fokus på det lørdag d. 13. oktober med ”organdonationens dag” og forskellige arrangementer i ugen op til.

- Før vi fik Annika, havde vi slet ikke talt om det. Dengang skubbede vi nok beslutningen væk og tænkte, at der var tid nok, eller det kunne vi gøre senere, siger Ebbe Bramman, der er far til Annika.

I dag er både mor og far registreret i organdonationsregistret.

I Syddanmark havde man i 2017 landets højeste donorrate. 23,77 pr. million indbyggere. Landsgennemsnittet var 17,75. Men det er langt fra nok til at dække behovet. I udgangen af året stod 448 mennesker stadig på ventelisten.

Bærer arret med stolthed

Der er mange følelser forbundet med organdonation. Både for dem, der giver, og for dem der tager imod.

Den snart 18-årig Annika har stadig svært ved helt at sætte ord på, hvordan hun har det med hjertet.

- Nogle gange føler jeg, at jeg skal leve op til noget, fordi en anden er død for mig, men ikke hele tiden, siger hun.

Men de tanker fylder ikke så meget mere. Nu handler livet om at komme videre, og om at indhente alt den tid, hun mistede i hospitalssengen.

- Jeg vil altid være lidt anderledes og skulle tage medicin. Men jeg bærer mit ar med stolthed, for så kan man også se, hvad jeg har gået igennem, siger Annika Bramman.