Annoncerer mod besparelser

Skolelederne i Kolding indrykkede søndag en annonce i JydskeVestkysten for at protestere mod besparelser. De frygter at Kolding ryger ud af top-20, hvis besparelserne gennemføres.

- Lige nu ligger vi i top tyve, med en nittendeplads i forhold til afgangsprøverne. Det niveau og de ambitioner vil vi gerne bevare og forbedre, men det kan være meget svært, når der bliver iværksat så alvorlige besparelser på området, siger formand Jørn Jørgensen til DR Trekanten.

Skolelederne valgte at annoncere, for at forældrene kan se, at de har protesteret. Det kan de ikke, hvis politikerne bare får en mail.

- Borgerne skal jo også vide, at hvis vi ryger ned på en fyrretyvende eller halvtredsenstyvendeplads, så er det fordi, der har været nogle besparelser på området, siger han.

Men annoncen bider ikke rigtig på politikerne:

- Jeg forstår udmærket deres bekymring. Men den gør ikke indtryk på mig, for jeg kender jo problemet i forvejen, siger formanden for kommunens Uddannelsudvalg, Oluf Lykke Nielsen.

Skolederne gør i annoncen opmærksom på, at der varsles store besparelser på inklusion og specialundervisning.