Ansager får egen festival

Helge Engelbrecht står bag ny festival i sin hjemby Ansager. Mere end 500 musikere og sangere indtager den lille landsby i denne weekend.

Med knap 1.300 indbyggere er lille Ansager blevet ramme om en ny stor festival - Mariefestivalen.

I løbet af weekenden bliver der afviklet 160 koncerter på 23 scener af de mere end 500 musikere, der deltager.

Se mere om festivalen her

Den nye festival skal sætte byen på landkortet og er blevet til som en del af en udviklingsplan for hele byen.

- Vores pejlemærker er natur, kultur og musik, og festivalen vil sætte Ansager på verdenskortet. Vi trækker musikken ind i byen og får by og musik til at spille sammen, som en stor musikalsk byhave, siger musikeren Helge Engelbrecht, der selv bor i Ansager og er med til at arrangere festivalen.

Mariefestivalen tager udgangspunkt i musikmiljøet omkring Mariehaven, hvor Helge Engelbrecht sammen med Neighbours & Friends de seneste år har trukket tusindvis af publikummer til Ansager.