Ansatte i Tønder Kommune: Vi vidste, den var gal

Ansatte i Tønder Kommune erkender, at de vidste, at det ikke så godt ud med sagsbehandlingerne på børn- og ungeområdet.

Flere ansatte i Tønder Kommune erkender, at de vidste, at det ikke så for godt ud med sagsbehandlingerne af udsatte børn og unge.  Både formanden for børne- og skoleudvalget - og direktøren for børn- skole og fritid vidste, at ikke alt var, som det skulle være.

Udmeldingerne kommer efter, at en rapport fra Socialstyrelsens og Ankestyrelsens Task Force viser, at Tønder Kommune har haft store problemer med håndteringen af udsatte børn og unge. I 13 ud af 20 sager vurderer Ankestyrelsen, at der har været særligt problematiske forhold. Tønder Kommune har selv taget initiv til undersøgelsen.

-  Der er sådan set ikke nye ting, som vi ikke vidste allerede sidste år, hvor vi lavede en del omrokeringer. Det var forventeligt. Men vi erkender, at det er alt for meget, at der er fejl i 13 ud af 20 sager, siger formanden for børn- og skoleudvalget Henrik Mehlsen (S) til TV SYD.

Også kommunens direktør for børn- skole og fritid, Klaus Liestmann, var klar over, at det ikke så for godt ud, men han er også godt klar over, at det her ikke ligefrem får Tønder Kommune ud af skyggen med dårlige sager.

- Det er slemt det her. Det må vi sige. Vi må indrømme, at der er nogle borgere i lokalsamfundet, som ikke har fået den rigtige og nødvendige behandling i deres sagsforløb. Det er en alvorlig sag, som vi skal have rettet op på hurtigst mulig, siger han til TV SYD.