Ansatte sagt op på krisecenter for mænd i Horsens

De ansatte i Horsens Krisecenter for Mænd er sagt op til udgangen af næste måned. Så er det slut med penge til deres løn ? og kun ulønnede frivillige til at tage sig af de kriseramte mænd.

- Jeg er rigtig trist på mændenes vegne, siger daglig leder, Grethe Holst, til TV SYD i dag. At man ikke accepterer, at de har brug for hjælp. At man ikke accepterer, at mænd bliver udsat for vold. Eller psykisk vold faktisk. Vi har da mænd her, som er blevet anklaget for incest, som aldrig kunne drømme om at røre deres børn. Har man først fået sådan en anklage på sig, kommer man jo aldrig af med den.

Krisecentret i Horsens har hidtil fået 829.000 kr. fra den særlige statslige pulje, som udgøres af de penge, der kommer ind, hver gang overførsels-indkomsterne reguleres. Men satspuljemidlerne forsvandt fra nytår.

Centret i Horsens har eksisteret i 28 år. For fire år siden fik det fr første gang del i satspuljen. Det betød, at der blev penge til at ansætte uddannet personale til at støtte mændene, hvis liv er styrtet i grus.

I 2013 kontaktede 1000 mænd centeret, og 14 boede der i en længere periode.

Indtil nu har centeret fået 1 million om året fra satspuljen. Penge der har udgjort 90 pct. af indtægterne.

I år bliver satspuljemidlerne først uddelt efter Krisecenteret i Horsens er løbet tør for penge og har sendt de ansatte hjem.

- Hvis man allerede har afskediget personalet, og ekspertisen er væk, så starter man helt forfra. Det er helt vanvittigt, siger Grethe Holst.

Interview med Grethe Holst (Varighed: 1:28)