Antallet af børn i privat dagpleje fordoblet på to år

SF i Horsens kræver minimumsnormeringer i de offentlige vuggestuer og børnehaver. Det sker, efter at antallet af børn i privat dagpleje er fordoblet på to år.

"Bekymrende stigning i antallet af private vuggestuer og børnehaver. Risikerer at føre til A og B hold. Kursændring påkrævet!" Sådan skriver byrådsmedlem Paw Amdisen, SF, på Twitter.

Årsagen er den markante stigning i brugen af private institutioner i Horsens.

Paw Amdisen, Socialistisk Folkeparti
Paw Amdisen, Socialistisk Folkeparti
Foto: Jorn Kildall

I 2010 blev 170 børn passet privat, men i 2012 var antallet mere end fordoblet til 372 børn.

- Det ligner et vink med en vognstang, om at udviklingen er gået for vidt, og jeg mener vi er nødt til at fokusere på minimumsnormeringer i de offentlige institutioner, siger Paw Amdisen til TV SYD.

Han frygter, at forældre vælger de offentlige vuggestuer og børnehaver fra, fordi de er under pres af strammere økonomi og stigende krav til f.eks. at tage vare på svage børn. Derfor ønsker SF at sikre et minimum antal af medarbejdere i de offentlige institutioner.

Men det er slet ikke nødvendigt, lyder det fra formanden for Børne- og Skoleudvalget, Lone Ørsted, Socialdemokraterne.

- Det er ikke mit indtryk, at der er problemer med kvaliteten i de offentlige institutioner, tværtimod er vi duksene her i Horsens. Der er heller ikke noget, der tyder på at udviklingen er socialt betinget, så jeg er ikke bekymret, men vi følger selvfølgelig udviklingen, forklarer Lone Ørsted til TV SYD.

Nedenfor ses udviklingen i børnetallet og kapaciteten i de forskellige typer dagpleje i Horsens Kommune fra 2010 - 2012.

Fra Twitter #horsenspol

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
boernetalsudviklingHorsensKommune