Apoteker stævner apotekerkæde

Apotekeren i Uldum har udvidet sit samarbejde med Matas-kæden med yderligere 37 butikker landet over, hvor kunderne kan hente receptmedicin. Samtidig har apotekeren stævnet apotekernes indkøbsforening for ulovlig eksklusion.

Efter en ændring af apotekerloven gav sidste sommer mulighed for at åbne udleveringssteder for receptpligtig medicin overalt i landet. Det skete for at fremme konkurrencen.

37 nye steder

Danji Bhanderi, som i en rårække har drevet apoteket i Uldum ved Tørring, indgik i september en aftale med 13 Matasbutikker. Det samarbejde udvides nu med yderligere 37 butikker - heraf mange i "udkants-Danmark".

Ekskluderet

Samarbejdet var upopulært i apotekerkredse. Og indkøbskæden A-apoteket valgte at ekskludere Danji Bhanderi. Eksklusionen har kostet ham flere hundrede tusinde kroner i manglende rabatter.

- Jeg vil ikke lade mig true af mine kollegaer, der ikke vil acceptere nogen form for konkurrence. Det, jeg gør, er fuldt lovligt. Det er interessant at se, hvor meget apotekerne pludselig har taget sig sammen og forbedret deres service overfor borgerne, efter jeg er gået i samarbejde med Matas. Dette viser, at jo nærmere truslen om konkurrence kommer på apotekerne, jo bedre bliver servicen, udtaler han.

Ønsker lovændring

Danji Bhanderi har været godt tilfreds med samarbejdet med Matas. Og Matas kalder samarbejde "første skridt i den rigtige retning".

Matas håber på en snarlig lovændring, så kæden kan gå videre og oprette et egentligt apotek i sine butikker, hvor farmakonomer og farmaceuter kan give faglig rådgivning og udlevere medicinen til borgerne med det samme.

Hentes næste dag

Når apoteket i Uldum på hverdage inden kl. 16 modtager en recept med besked om, at medicinen ønskes afhentet i en Matas butik, så kan den hentes i Matas næste hverdag fra kl. 14.

Hvis borgere, der henter medicin i Matas, har brug for faglig rådgivning om brug af deres medicin, henvises de til at ringe eller maile til Uldum Apotek, hvor de får hjælp af en farmakonom eller farmaceut.