Appel: Stop danskernes druk

Danskernes alkoholforbrug er løbet løbsk - vi må gøre noget nu. Så klart er budskabet i en appel til politikerne fra en stor gruppe af organisationer, idrætsforeninger og fagforbund.

Det oplyser DR Nyheder.

Der er i alt 12 afsendere bag opråbet, blandt andet 3F og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og De Samvirkende Købmænd.

- Vi må erkende, at der er et stort overforbrug af alkohol, ikke mindst blandt en gruppe af unge mennesker. Derfor må alle, inklusive os, der sælger alkoholen, medvirke til, at der bliver grebet ind, siger formanden for De Samvirkende Købmænd, John Wagner til DR Nyheder.

Gruppen bag appellen har helt klare forslag til hvilken vej, man skal gå.

De vil have de unge til at drikke mindre ved at sænke promillegrænsen til 0,2 de første tre år, efter de har fået kørekort.

Derudover skal det være forbudt at reklamere for alkohol over for unge, og så skal kommunerne i samarbejde med borgerne lave helt klare regler for, hvordan diskotekerne må servere alkohol for de unge.

Sikker på opbakning

- Her kommer vi med nogle forslag, som jeg er sikker på, der vil være folkelig opbakning til i stedet for bare at hæve afgifterne eller køre en forbudspolitik. Derfor tror vi på, at de her forslag kan gøre en forskel, siger formanden for De Samvirkende Købmænd, John Wagner.

En af de unge, de ti forslag blandt andet retter sig mod, er 18-årige Emilie Christoffersen. Hun går i byen hver weekend og drikker omkring syv øl eller drinks i løbet af en aften.

- Så jeg drikker nok som en gennemsnitlig gymnasieelev, siger Emilie Christoffersen til DR Nyheder.

Samtidig er Emilie Christoffersen elevrådsformand på Rysensteen Gymnasium i København, og hun har gennem debatindlæg også opfordret til at få bremset de unges drukkultur. Hun er positiv, når hun vurderer de ti forslag.

- Jeg synes det er en rigtigt fornuftigt vej at gå, fordi der kun er konstruktive forslag og ingen forbud, siger Emilie Christoffersen.

Men der er også en klar mangel i forslagene, for de unge bliver inddraget alt for lidt, mener Emilie Christoffersen.

- Det er os der avler den her alkoholpolitik og er i den til daglig. Derfor er det også os, der ved, hvad vi skal gøre for at skære ned på vores drukforbrug, siger hun.

Klokken 10 fredag afleverede parterne bag appellen de ti forslag til en bedre alkoholpolitik til sundhedsminister Astrid Krag (SF) på Christiansborg.

Hent appellen her.