Arbejdet genoptages på Den gamle Lillebæltsbro

Mandag formiddag fortsætter Vejdirektoratet med at renovere broen.

Vejdirektoratets omfattende renovering af Den gamle Lillebæltsbro bliver genoptaget mandag formiddag. Arbejdet blev den 29, maj sat i stå, fordi en af entreprenørens medarbejdere fik stød. Det skyldtes en fejl i strømføringen på broen.

Nu mener eksperter at have fundet den mest sandsynlige årsag til fejlen, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Derfor har Vejdirektoratet sammen med Banedanmark etableret omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

Der er sat et særligt sikkerhedssystem op, som skal udligne al form for højspænding i broen, hvis det skulle opstå igen. Systemet bliver også brugt på andre banestrækninger.

Renoveringen kan fortsætte

quote

Sikkerheden på broen har naturligvis første prioritet.

Iben Maag, projektchef i Vejdirektoratet.

Med de skærpede tiltag kan arbejdet fortsætte.

- Sikkerheden på broen har naturligvis første prioritet, og heldigvis kom den ansatte ikke alvorligt til skade ved uheldet. Vi har med eksperternes hjælp fået løst problemet med broens strømføring, så arbejdet nu kan fortsætte på broen, siger Iben Maag, som er projektchef i Vejdirektoratet.

Hun understreger, at problemet alene opstod på byggepladsen, så fodgængere og cyklister har ikke været i fare.

Indtil efterårsferien 

 

På grund af renoveringen har broen siden den 22. maj været spærret for biler, som i stedet må ”nøjes” med den Ny lLillebæltsbro. Det har givet ekstra trafik, men ifølge Vejdirektoratet er trafikken generelt afviklet efter planen.

Arbejdet har ligget stille i fem af de 20 uger, der er sat af til renoveringen i år. Alligevel forventer Vejdirektoratet, at dette års del af renoveringen som planlagt er slut inden efterårsferien, der begynder den 15. oktober.