Arbejdspladser til Augustenborg var uventet

Sønderborg Kommune er tidligere tildelt knap 400 statslige arbejdspladser, nu er 20 flere på vej fra Statens IT.

Det kom bag på Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S), at hans kommune også i denne runde af udflytning af statslige arbejdspladser kan tilkomme en portion.

20 stillinger fra Statens IT rykker til Augustenborg, hvor der i forvejen sidder 376 ansatte i Landbrugsstyrelsen.
 
 - Jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at vi var på listen igen, så det er glædeligt, siger Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg, til TV SYD.

quote

Jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at vi var på listen igen, så det er glædeligt.

Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg

Landbrugsstyrelsen kan ikke udnytte alle kvadratmeter på Augustenborg Slot, så  den nye melding glæder borgmesteren.

- Det giver god mening, for nu får vi fuld udnyttelse af det boligkompleks, som ligger i Augustenborg, siger Erik Lauritzen.

Sønderborg Kommune vil nu gå i dialog med Statens IT for at informere medarbejderne om mulighederne i kommunen og for at støtte med flytningen. Kommunens tilflytterservice kan hjælpe med at finde job til en eventuel partner.