Arbejdstilsyn: 3F og Responce skal finde en afklaring

Responce og arbejdsgiverforeningen Dansk Industri skal finde ud af, om de har en aftale med 3F eller ej. Sådan lyder det fra Jan Møller Mikkelsen, som er centerchef i Arbejdstilsynet til Horsens Folkeblad.

Ambulancefirmaet Responce og fagforbundet 3F er endt i en faglig strid, efter at 3F har henvendt sig til Arbejdstilsynet med oplysninger om, at redderne hos Responce bryder overenskomsten, da de bl.a kører på et andet døgnvagt-system, end det er tilladt.

Men sagen er ifølge Jan Møller Mikkelsen ikke så ligetil for Arbejdstilsynet.

Parterne får chance for at forhandle

- Det er et aftaleretligt spørgsmål, hvor parterne skal finde ud af, om de har en aftale i overenskomsten eller ej. Hvis de ikke har en aftale, er det vores lovgivning, der gælder. Så vil vi gå ind og vurdere, hvordan redderne arbejder osv., forklarer centerchefen til Horsens Folkeblad.

Hvis parterne ikke kan nå til enighed, vil Arbejdstilsynet formentlig aflægge Responce et besøg for bl.a. at se på reddernes vagtplaner.
Responce kører ifølge 3F desuden døgnvagter uden at være godkendt til det.