Arbejdstilsyn skal se på sneskovle

En borger har meldt Aabenraa Kommune til Arbejdstilsynet, fordi kommunen kun stiller sneskovle i én længde til rådighed for de ansatte. Kommunen vil nu løse problemet inden Arbejdstilsynet kommer med påbud.

JydskeVestkysten fortæller, at Erik Lund fra Aabenraa står bag anmeldelsen. Han mener, at det er ubetænksomt af kommunen, at de kommunalt ansatte kun har sneskovle med standardskaft.

- Jeg var nede for at købe en kost i byggemarkedet, og så fandt jeg ud af, der var flere forskellige længder. Da både min kone og jeg skal bruge den, købte jeg to i stedet for én, så den passede i højden til os begge, forklarer Erik Lund til jv.dk.

Arbejdsgiverens ansvar

Udenfor byggemarkedet bemærker han to kommunalarbejdere - en på to meter og en lidt under middelhøjde. De arbejder med præcis samme størrelse sneskovl.

- Jeg spurgte den høje, om han ikke fik ondt i ryggen. Og det gjorde han. Men han var så glad for at have fået arbejde, at han ikke ville brokke sig, selvom det gjorde ondt. Med anmeldelsen håber jeg, at nogle arbejdsledere bliver deres ansvar bevidst. De må tage hensyn til medarbejdere, som er afhængige af deres indsigt, forklarer Erik Lund.

Ifølge Arbejdsmiljøloven er det arbejdsgiverens pligt at sørge for, at de ansatte har arbejdsredskaber, der er tilpasset deres højde og drøjde.

Nu vil lederen af Entreprenørgården i Aabenraa Kommune kigge på, om der skal udleveres skovle i forskellige størrelser til kommunens sneryddere, skriver jv.dk torsdag eftermiddag.