Arbejdstilsynet på rygekontrol

Rygeloven overholdes på de fleste cafeer, pizzeriaer, grillbarer og kantiner i Esbjerg, Vejle og Sønderborg.

Den 16. ? 17. marts gennemførte Arbejdstilsynet ca. 150 screeninger i restaurationer, pizzeriaer, grillbarer, kantiner m.v. i Odense, Vejle, Esbjerg og Sønderborg. Her blev det kontrolleret, om virksomhederne overholdt Loven om Røgfrie Miljøer, der trådte i kraft i august 2008.

- Vi kan konstatere at kontrolaktionen viste, at reglerne i rygeloven i 2010 efterleves effektivt i langt de fleste af de ca. 150 besøgte virksomheder, oplyser tilsynschef Palle Graversgaard fra Arbejdstilsynets tilsynscenter i Kolding.

I nogle brancher, som f.eks. hotel og restaurationsbranchen, ses oftere overskridelser, selv om langt de fleste virksomheder i denne branche også overholder reglerne. 

Få påbud

Efter de cirka 150 besøg fik omkring ti virksomheder påbud om at udarbejde en skriftlig rygepolitik. Kun en håndfuld virksomheder tillod rygning i strid med reglerne, hvilket udløste et strakspåbud.

- Det er positivt at vores stikprøve de sidste to dage bekræfter tendensen, nemlig at langt de fleste arbejdspladser i restaurationsbranchen ser ud til at have indrettet sig i overensstemmelse med rygeloven. Det er til gavn for de ansatte, som dermed ikke udsættes for passiv rygning på deres arbejde, udtaler Palle Graversgaard.

I 2009 besøgte Arbejdstilsynet i alt 47.626 virksomheder i Danmark. I 436 tilfælde blev der afgivet strakspåbud mod rygning i strid med reglerne mod 717 strakspåbud i 2008. Tendensen er således tydelig; langt de fleste virksomheder ser ud til at indrette sig efter reglerne.