Arena Aabenraa åbnede dørene

Hele lørdag stod i indvielsens tegn i Arena Aabenraa, Aabenraas nye dobbelthal der kan rumme 3.000 personer til koncerter og bliver hjemmebane for sønderjyskes håndboldkvinder.

Arena Aabenraa er det tidligere Aabenraa Svømme- og Idrætscenter, der er blevet ombygget og udvidet med en foyer, en dobbelthal og flere fleksible aktivitetsarealer, så der er kommet mange flere nye faciliteter til. Det er et projekt til 81,4 millioner kroner. 

- Det er en indvielse, vi har set frem til længe. Arena Aabenraa er det pulserende hjerte i Aktiv Campus Aabenraa, som er et af hovedelementerne i udviklingsplanen for Fremtidens Aabenraa. De muligheder, der ligger i Arena Aabenraa, er med til, at borgere i Aabenraa Kommune og i et stort opland til kommunen kan få et sundt og aktivt fritidsliv, sigerborgmester Thomas Andresen, (V). 

programmet til indvielsen i dag er bl.a. to tophåndboldkampe. Sønderjyskes herrehold spiller mod dette års danmarksmestre Aalborg Håndbold. Sønderjyskes damehold spiller mod Füchse Berlin. 

Og hele lørdagen vil summe af aktivitet både for dem, der vil være med, og dem, der vil kigge på. Der er bl.a. opvisningskampe i badminton og volleyball, og lokale idrætsforeninger giver mulighed for, at man kan prøve deres sportsgrene. Aabenraa Bibliotekerne er også med og inviterer børnefamilier til trylle- og ballondyrshow. 

- Med indvielsen understreger vi, at Arena Aabenraa er for alle. Her kan man komme og dyrke sin sportsgren, uanset om man gør det for sjov, for motionens skyld, eller om man er eliteidrætsudøver. Og man kan komme her uanset alder. Man behøver ikke engang dyrke idræt for at være her, for Arena Aabenraa har potentiale til at blive et nyt mødested, hvor man også bare kan nyde en kop kaffe og socialt samvær, siger formand for Arena Aabenraa John Riisberg. 

Arena Aabenraa

  • I Arena Aabenraas nye dobbelthal, som bliver hjemmebane for Sønderjyskes damehold i håndbold, er der plads til ca. 1.472 tilskuere på tribunerne plus 8 tilskuere i kørestol. Dertil kommer ca. 300 ståpladser. 
  • I dobbelthallen uden tribuner er der plads til et publikum på ca. 3.000 personer f.eks. til koncerter. 
  • Aabenraa Kommune har opført og ejer Arena Aabenraas bygninger. Projektet er gennemført i tæt samarbejde med en lang række interessenter. 
  • Arena Aabenraa drives i dag som en selvejende institution.