Arkæologer gør spændende fund på Apples grund

Ekstra arkæologer er hyret ind. Siden april har arkæologiske udgravninger været i gang på 200 hektar af grunden, hvor Apple vil bygge sit datacenter.

Arkæologerne fra Arkæologi Haderslev har allerede gjort spændende fund i de søge-grøfter, som stadig bliver lavet på den del af grunden, som skal bebygges først.

- Vi har alle måtte underskrive en tavshedsklausul. Men det var først i dag, at vi vidste, at det er Apple, der er bygherren, siger museumsinspektør Per Ethelberg, som leder udgravningen.

Det er en kæmpeopgave. Budgettet er udregnet til 24 millioner kroner, og det forventes, at der skal graves frem til sommerferien næste år. Det er efter loven i dag bygherren, som betaler for udgravningerne.

- Vi har aftalt med bygherrens repræsentanter, at nogle områder skal være undersøgt til oktober-november. Derefter kan Apple gå i gang med første del af byggeriet.

Arkæologi Haderslev har hyret ekstra eksperter til opgaven. Bl.a. en halv snes arkæologer, som er blevet ledige i Horsens og Aarhus.

Spændende fund fra stenalder, bronzealder og jernalder

- Vi forventer at bruge fire gravehold á fire mand – også i løbet af vinteren. Så vi håber på, at klimaforandringerne giver en mild vinter, siger Per Ethelberg til TV SYD.

Arkæologerne har allerede forundersøgt 175 af de 200 hektar, som undersøges i første omgang.

-Vi har fundet spændende ting fra stenalderen, bronzealderen og op gennem jernalderen til yngre middelalder, siger Per Ethelberg.

- Derimod har vi ikke fundet spor af bebyggelser fra vikingetiden.

quote

Vi har alle måtte underskrive en tavshedsklausul. Men det var først i dag, at vi vidste, at det er Apple, der er bygherren.

Per Ethelberg, museumsinspektør, Arkæologi Haderlev.

Arkæologerne vil bl.a. undersøge, hvordan husene var konstrueret i stenalderen. Noget tyder på, at typehusene havde to stolper.

- Der har ikke været pløjet så dybt i området. Så fundene er mere velbevarede, end vi er vant til. Så det bliver nogle spændende måneder, vi går i møde, slutter Per Ethelberg.