Arrester og fængsler er stopfyldte

Kriminalforsorgens institutioner er stopfyldte i øjeblikket. I arresten i Vejle må to indsatte sove på værkstedet.

32 fængsler og arresthuse har lige nu flere indsatte, end de er normeret til med lokaler og mandskab - og  i gennemsnit er 99,8 procent af alle pladser i fængsler og arresthuse besat.

Det viser nye tal for kapacitet og belæg i Kriminalforsorgen. De høje tal er på trods af, at det er politisk bestemt, at belægget for arresthuse maksimalt må ligge på 95 procent, og belægget for fængsler maksimalt må være 96 procent. 

De to procentsatser skal sikre, at institutionerne har fleksibilitet til at modtage indsatte akut og løbende renovere og visitere cellerne. Men det kan altså ikke lade sig gøre nu, skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.
 

Arresten i Vejle har plads til 32 indsatte. Lige nu sidder der 35 og afsoner. Det betyder, at belægningsprocenten er 111. 

Ifølge tillidsrepræsentant i Vejle Arrest Jan Bruun er hverdagen i arresthuset kraftigt præget af overbelægget. Både besøgsrum og værksteder er i brug som celler.

- Vi er et nyere arresthus, og vi har derfor flere besøgsrum. Dem har vi fyldt op, og i værkstedet er der etableret dobbeltbelæg. Det er udelukkende personalets opfindsomhed og kreativitet, der løser problemet, siger Jan Bruun.
Det er ikke kun mange arresthuse, der melder alt optaget. Flere fængsler har også langt flere indsatte, end det er meningen.
Et af dem er Renbæk Fængsel ved Tønder, der har plads til 78 indsatte, men p.t. afsoner 81, hvilket svarer til 104 procent i belæg.
Ligesom i Vejle Arrest er besøgsrum inddraget til celler. Desuden sidder en del indsatte i isolationsceller, selvom de faktisk burde sidde på en fællesskabsafdeling.