Asta blev succesfuld iværksætter ved et tilfælde

For et år siden var Asta Sylvester en helt almindelig gymnasiepige. Nu er hun en gymnasiepige med egen virksomhed og en omsætning på flere hundrede tusinde kroner. Alt sammen baseret på en helt enkel idé.

quote

I løbet af den første måned havde jeg solgt 20 produkter, og det synes jeg selv var ret fedt. Og så gik det bare lynende hurtigt.

Asta Sylvester, iværksætter, Vejle

Man behøver ikke nødvendigvis opsparing, banklån eller risikovillige investorer for at starte egen virksomhed.

Det er 19-årige Asta Sylvester fra Vejle et godt eksempel på. 

For et år siden var hun en helt almindelig gymnasiepige. Nu har hun egen virksomhed og en omsætning på flere hundrede tusinde kroner. Og går stadig i gymnasiet. 

Det hele startede med en enkelt tegning sidste forår:

- Så undersøgte jeg, hvordan jeg kunne få den printet på en T-shirt og fik printet tre til mig selv, som jeg så gik rundt med, siger Asta Sylvester.

Instagram skabte interesse

Da Asta Sylvester begyndte at lægge billeder ud på instagram af sine T-shirts, kom der gang i interessen for hendes designs.

- I løbet af den første måned havde jeg solgt 20 produkter, og det synes jeg selv var ret fedt. Og så gik det bare lynende hurtigt, siger Asta Sylvester.

Efterspørgslen steg så meget, at hun måtte have sig en hjemmeside og et CVR-nummer.

19-årige Asta Sylvester går i 3. g og bor stadig hjemme hos sin mor og far. Hun driver sin nystartede virksomhed hjemme fra familiens dagligstue. Og fra dag ét har Asta Sylvester klaret sig uden anden kapital end den, salget af T-shirts og hoodies har indbragt:

quote

Jeg bare har taget det step for step og ikke tænkt fra starten, at det her bliver det største i verden.

Asta Sylvester, iværksætter, Vejle

- Jeg bare har taget det step for step og ikke tænkt fra starten, at det her bliver det største i verden. Men det har udviklet sig stille og roligt, og T-shirtene er bestilt hjem i takt med, at de er blevet solgt, siger hun.

I starten blev hver eneste krone tjent geninvesteret i virksomheden blandt andet på at udvikle hjemmesiden. 

Markedsføring har hun ikke brugt store summer på. Hun bruger Instagram, sine venner og følgere, der tager tøjet på, og som så også lægger billeder op af det. 

Da en X-factor-deltager sidste år bar en af Asta Sylvesters T-shirts, kom der for alvor gang i salget.
Da en X-factor-deltager sidste år bar en af Asta Sylvesters T-shirts, kom der for alvor gang i salget.

Og så kunne det også mærkes på salget, da en deltager i X-Factor pludselig mødte op i en Asta Sylvester T-shirt:

- Ugen efter blev der solgt ret mange af netop den T-shirt, og den blev meget hurtigt udsolgt. Så jeg tror, det har haft en eller anden indflydelse, at hun har haft den på, siger Asta Sylvester. 

Når studentereksamen er i hus til sommer får virksomheden fuld opmærksomhed - i hvert fald et år.