Asylansøger får fængsel og udvisning for forsøg på voldtægt

Et voldtægtsforsøg i Tønder blev forpurret. Fredag blev gerningsmanden dømt.

En 18-årig asylansøger er fredag dømt for forsøg på voldtægt. Han fik et år og tre måneders fængsel. Derefter bliver han udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år.

Dommen faldt fredag ved retten i Sønderborg. Forsøget på voldtægt fandt sted den 17. april på Strucks Allé i Tønder.

Den dengang 17-årige greb fat i en 20-årig kvinde, pressede hende ind i nogle buske og ned på jorden, hvor han forsøgte at voldtage hende. Det mislykkedes, fordi hun kæmpede imod og råbte om hjælp, hvorefter en person kom til og jog gerningsmanden væk.

Han blev kort tid efter anholdt af politiet.