Asylansøgere protesterede i Haderslev

En håndfuld asylansøgere har forsat protesten på fortovet ved Vilstrupvej i Haderslev.

En gruppe på cirka syv asylansøgere protesterede stadig på fortovet ved teltlejren på Vilstrupvej i Haderslev tirsdag eftermiddag. Allerede fredag aften lagde en gruppe sig på vejen i protest over forholdene i den teltlejr, de skulle indkvarteres i. 

Siden rykkede protesterne ind på fortovet, og her er de forsat weekenden over med enkelte afbrydelser.  Først på eftermiddagen tirsdag var der omkring syv asylansøgere tilbage.  Mange af dem, der protesterede fredag, har i løbet af weekenden ladet sig indkvartere i teltlejren.

-Det er meget ærgerligt for de mange andre asylanter, der bor her i fred og ro. De er både kede og trætte af, at en så lille gruppe kan tiltrække sig alt det postyr og negativ opmærksomhed. Det er jeg da også, siger leder af centret Rikke Ørnberg til TV SYD.

Så længe asylansøgerne holder sig på fortovet og ikke generer nogen, er det ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi ikke noget, de kan tage sig af.

- Når bare de ikke er på vejen, og de ikke forstyrrer den offentlige orden, så er det ikke en opgave for os, siger kommunikationsmedarbejder Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.